Forberedelse til min første vandretur på hærvejen


Vandretur på hærvejen, sker for mit vedkommende første gang til Juli. Hærvejen er ikke ukendt for mig, jeg bor faktisk blot 100 meter fra den. Dog har jeg aldrig gået et længere stykke af den. I år bliver også første gang jeg for alvor skal på en vandretur. Sidste år var jeg på en vandretur der skulle have bestået af 50 km den ene dag og så en overnatning og hjem næste dag. Det endte dog uden større succes…

… Første tur var forhastet, uden forberedelse og træning. Blot penge brugt på en dyr rygsæk og det var så det. Efter 15 kilometer, hvor jeg havde været udsat for både regn, torden og hård blæst sad jeg nemlig i en vejkirke sammen med mine to kammerater. Vi var delvis optimistiske, men vi vidste også godt at vi ikke ville nå målet om de 50 km.

Vi sagde det ikke til hinanden, men vi vidste alle godt at vi ikke ville klare det. Vi var allerede ømme og havde vabler og småskavanker. Efter 25 km blev vi enige om at vi ikke ville nå frem. Vi googlede nærmeste shelter som vi kunne overnatte i, satte afsted og efter yderligere 10 km tændte vi et bål. Næste dag bestilte vi en taxi hjem, da ingen kunne gå længere. 

Planen for vandring på hærvejen 2020

Turen går afsted om 2,5 måneder. Min kammerat og jeg, som skal afsted er begge uerfarne vandrere, så vi har igangsat en måde at komme i form på. Vi har planlagt en 90 km vandretur fra Engesvang ved Silkeborg til Vejen. Her forventer vi at gøre fire overnatninger og tage den med ro undervejs. Vi er stadig ved at finde ud af hvor vi skal sove, men vi ved det bliver i telt. Vi forsøger at anskaffe os letvægtsudstyr, dog til rimelige priser. 

Senere vil jeg dele en pakkeliste samt en oversigt over det gear, jeg har med til min vandretur på hærvejen, med overnatning og det hele. 

Træning til vandring på hærvejen

Jeg døjer med ondt i svangen, dette er dog først et problem ved længere tids belastning. Jeg kan sagtens gå 1-2 timer uden større problemer. Dog ved jeg det bliver en udfordring på denne lange tur, derfor har min kæreste, som er uddannet fysioterapeut, lavet et træningsprogram for at styrke svangen. 

Derudover vil jeg den første måned gå 5-10 km hver dag, med et par enkelte dages hvil undervejs. Dette skulle gerne være med til at gøre min krop mere vant til at gå, og samtidig styrke muskler og led når en lidt hårdere træning går i gang. Jeg går pt. ikke med en rygsæk, men forventer at starte dette om tre uger, hvor der er knap 2 måneder til jeg skal afsted på vandreturen på hærvejen. 

Jeg overvejer stadig om jeg skal bruge vandrestave på turen, både for at skåne mine knæ, men også fordi det måske kan tage lidt af vægten af min skuldre. Jeg skal nok lave en opdatering hvis jeg køber nogle som jeg tager i brug. 

Indtil videre nyder jeg træningsgåture i skoven med mine Airpods og lydbøger fra Mofibo.

Daniel

Jeg hedder Daniel, jeg elsker at undersøge og nørde ting, derfor har jeg lavet denne blog sammen med min kæreste hvor vi deler ud af vores erfaringer omkring vandring i og udenfor Danmark.

Recent Posts