5 tips til at holde varmen om vinteren på vandretur


Kuldeskær, men vandreglad..

Du kender det sikkert… Det er pivkoldt udenfor, men du har planlagt den fedeste vandretur i en af vintermånederne og vil bare af sted. Vandring om vinteren er ret så populært, og du skal da også af sted.

For der er ingen der siger det behøver at blive koldt for dig. Du kan nemlig gøre mange tiltag selv, for at undgå at fryse til is på din vandretur. 

Fryser alle mennesker?

Jeg vil våge og påstå at alle mennesker har prøvet at fryse, og de er nok de færreste som synes det er en rar følelse. Men hvorfor fryser man egentligt?

Når kroppen fryser, så begynder den at arbejde. Det vil sige at musklerne begynder at sitre for at producere varme. Deraf skyldes det at nogle mennesker klaprer tænder, fordi musklerne sitrer så meget.

Ligeledes kender du måske til det at have gåsehud. Grunden til dette kommer sig af at der ved hårsækkene er muskler, som trækker sig sammen og får hårene til at rejse sig.

For mennesket har gåsehud ikke nogen gavnlig effekt. Det er en ”nedarvet” reaktion på kulde, fra vores fortidsmennesker, hvis man tror på at vi kommer fra de mere behårede forfædre. Dengang virkede gåsehud på dem, som en isolerende effekt, da hårene ville rejse sig på et dyr og binde luft til huden. Og luft holder på varmen.

Så blev du måske lidt klogere på, hvorfor man fryser. Personligt synes jeg ikke det er fedt at fryse, så jeg har fundet fem gode tips til at holde på varmen. Læs med her…

1 Sørg for at få vitaminer nok

Er du i mangel af vitaminer, især B12-vitamin og jern, så kan det påvirke kroppens evne til at holde på varmen.

B12-vitamin og jern er to vitaminer i kroppen, som danner og hjælper de røde blodlegemer i kroppen. De røde blodlegemer er dem som skal transportere varme og ilt rundt i kroppen. 

2. Få nok søvn

Træthed er en væsentlig faktor, når det kommer til at fryse. Hvis kroppen er træt, så påvirkes både blodcirkulationen og stofskiftet i kroppen. Dette betyder at din hjerne ikke er i stand til at regulere på kropstemperaturen, og du vil derfor opleve at du fryser.

Sørg for at få tilstrækkeligt med søvn. Specielt når du både skal præstere at gå langt, men også i forhold til at kunne holde på varmen i kroppen. Når du er på vandring om vinteren, så bliver det tidligt mørkt, så kroppen vil også kunne finde en anden ro end hvis der konstant var lys.

3. Få nok at spise og drikke

Er du ikke så godt polstret fra naturens side, så kan det at få opbygget nogle gode fedtdepoter komme dig til gavn, hvis du gerne vil undgå at fryse. Er det ikke lige ønsket at skulle til at fylde fedtdepoterne op, så sørg i det mindste for at få nok mad og drikke, når du er på vandretur.

Spis godt, når du er af sted i de kolde måneder, for når det er koldt bruger kroppen ekstra energi på at holde dig varm. Få fyldt godt op i kroppens energidepoter både før, under og efter din vandretur.

Det gælder både når du er ude på vandring om vinteren og på alle andre tider af året. Derudover vil det være rigtig godt at drikke varme drikke, hvis du fryser. Og
faktisk også gerne inden du begynder at fryse. Tag en termokande med, med en form for varm drikkelse i. Det kan være te, kaffe, varm kakao eller hvad du ellers kan lide af varme drikke.

Det er ret vigtigt at du få nok væske. Hvis dit væskeindtag er for lille, så vil du ikke kunne opretholde en fornuftig væskebalance, hvilket vil gøre at du kan blive dehydreret. Hvis kroppen er dehydreret vil den frigive varmen hurtigere end ellers, så sørg for at være tilpas hydreret.

4. Sørg for en god påklædning

Når man snakker om vandring om vinteren, så er påklædning et relativt stort emne. Påklædningen har i den grad en stor betydning, når vi snakker om at skulle holde sig varm på sin vandretur. Helt fra top til tå.

Hvis du fryser om hovedet eller fødderne, så fryser du over hele kroppen. Sådan lyder et gammelt ordsprog. Om det er den reelle sandhed, det må være op til den enkelte person, om man tror på det eller ej. Men uanset hvad, så er det ikke rart at fryse om hverken tæer eller ører.

Et par gode forede vinterstøvler, som ikke er for tunge, vil være praktisk at have på. Ligeledes vi uldstrømper, som mange vandresokker laves i, være at foretrække.

Det samme gør sig gældende for dine hænder. At få kolde fingrer er bare ikke fedt. Når først de er blevet kolde, så er det nærmest umuligt at få varmen i dem igen. Medmindre man kommer ind i et lunt lokale eller kan holde dem op foran et varmt emne – fx en brændeovn, et bål eller lignende. Du kan dog anskaffe dig et par linerhandsker, som kan tages på under dine luffer. Dette forbedre isolationen og dermed kan du bedre holde varmen. Linerhandsker kan blandt andet købes her.

Op omkring ører og hoved kan meget varme også sive væk fra kroppen, derfor så køb dig en god varm hue. Den kan du også bruge i andre henseender end på en vandretur.

Halsen er et åbent og udsat sted for kulde, og for varmeudledning. Derfor vil en halsedisse/halsrør eller andet lignende være et rigtig fornuftigt køb. De er typisk så tilpas lange/store, at de også kan trækkes op omkring ørerne og næsen så du også kan beskytte det mod kulden.

et andet godt råd i forhold til påklædning er...

Et andet rigtig godt råd i forhold til påklædning er at gå med 3-lags påklædning. Det er vigtigt at huske på at varm luft holder på varmen.

Dermed sagt at du skal sørge for at din påklædning, hvad end det er støvler, jakke eller handsker fx, så skal der være plads til at den kan ånde, og at der er plads til luft. Luften mellem lagene skaber et isolerende lag mellem dig og dine kolde omgivelser.

Princippet med de 3 lag er det mest effektive til at kunne holde på varmen, når du vil vandre eller på anden måde være aktiv om vinteren. Derudover er det nemt at regulere på varmen. Hvis det bliver for varmt, for så kan du bare tage et stykke tøj af. 

Som eksempel kan du gøre følgende:

1. lag

Sørg for at du ikke er våd eller svedig på kroppen, som udgangspunkt. Hvis du fra start er fugtigt eller våd på kroppen, så kan du med garanti komme til at fryse med det samme. For så at undgå at du undervejs på din vandretur bliver fugtig eller for den sags skylds svedig på kroppen, så sørg for at det inderste lag er svedtransporterende. Læs dette indlæg, Dette bør du vide før du køber en svedtransporterende t-shirt, for mere information om svedtransporterende t-shirts.

Uldundertøj vil være at foretrække, da uld bibeholder sin isolerende evne uanset om det er vådt, fugtigt eller tørt.

Uld har endvidere den fordel at det binder luft til sig. Dette betyder at selv når du står stille, så virker det isolerende. Derudover er det temperaturregulerende, så du kan faktisk også anvende det i de varmere måneder uden problemer.

2. lag

Når du kommer til mellemlaget, altså andet lag, så er det ret vigtigt at du vælger noget tøj der er god til at binde luft til sig. Ligesom uldundertøjet. Her kan du fx vælge at tage en fleecetrøje eller let dunjakke på, som her den fordel med sig, at de næsten ikke vejer noget. Det skal dog nævnes at dun ikke er så modstandsdygtig over for fugt, men det er god til at holde på varmen.

Er du af sted i et vejr, som byder på mere fugt, så anbefales det at man bruger en fiberjakke. Ellers vil en dunvest også være et oplagt valg at tage på, som mellemlag. Denne varmer dig omkring overkroppen, samtidig med at du vil have relativ god bevægelsesfrihed i den.

3. lag

Som det yderste lag er det vigtigt du vælger noget, som kan beskytte dig mod regn/slud og vind. Hav derfor fokus på temperatur, når du skal vælge påklædning til yderlaget.

Hvis temperaturen ikke er under frysepunktet, så kan du nøjes med at købe en vand- og vindtæt skaljakke. En 3-lags skaljakke arbejder med temperatursvingningerne, hvormed de åbner sig mere og dermed har bedre åndbarhed, hvis/når temperaturene stiger.

Er det modsatte tilfældet, og temperaturen kommer under frysepunktet, så er det faktisk ikke nødvendigt at beskytte sig mod vådt vejr nedbør. Sørg blot for at du har en vindtæt anorak eller softshell-jakke. Den skal ikke være vandtæt, men vandafvisende. En vandafvisende jakke har den fordel, til forskel fra en vandtæt jakke, at kroppen bedre kan ånde i den. Dermed vil du automatisk også være bedre rustet til at holde kroppen tør/varm allerinderst på kroppen.

5. Bevæg dig

Som sidste tip til vandring om vinteren, så er det at du skal bevæge dig. Når du er i bevægelse, så er dine muskler aktive og du vil automatisk få varmen. Varm påklædning er ikke altid tilstrækkeligt nok til at du kan holde på varmen. Om vinteren er det altså særligt vigtigt at du ikke holder for lange pauser undervejs på din vandretur, for før eller siden vil du opleve at du kommer til at fryse. Sørg derfor for at holde flere, men kortere pauser. På den måde når din krop ikke at blive helt nedkølet, men du formår at holde en konstant varme i kroppen.

Hvis du alligevel har behov for en længere pause, så sørg for at have et siddeunderlag med i din oppakning, så du ikke sidder direkte på den kolde jord, bænk eller hvad end du måtte sætte dig på. Så hold varmen på din vandring om vinteren, ved at bevæge dig kontinuerligt.

Efter hjemkomst

Når du er kommet hjem fra din kolde vandretur, så er det vigtigt at du får tørret al den påklædning du har haft på, og med, dig. Det gælder både sko, strømper og tøj. Ved at få tørret alt dit tøj sikrer du din krop for at skulle bruge unødig energi, på at opvarme din krop næste gang du skal have tøjet på.

Hvis du ser det som en umulig opgave at kunne komme til at holde varmen på baggrund af de ovenstående tips, så fortvivl ej.

Det er nemlig påvist at kroppen faktisk kan tilvænne sig hård kulde. Grunden til dette er at kroppen og stofskiftet efter tre uger har sat tjep i systemet, så det arbejder på højtryk for at holde dig varm hele dagen.

Share on facebook
Facebook
Share on pinterest
Pinterest

Helle

Hej, mit navn er Helle og jeg er uddannet autoriseret fysioterapeut. Derudover er jeg ivrig løber og elsker at bevæge mig generelt set. Deriblandt også at komme ud på spændende og hyggelige vandreture.

Recent Content