10 gode grunde til at gå


Der er mange gode grunde til at gå. At gå ture er en nem og sund måde at få bevæget dig på og være aktiv i din dagligdag. Det er med til både at styrke sind og krop, og så kræver det intet særligt – blot at du sætter tid af til det!

Gang er med til at styrke både muskler, knogler, sener og led i kroppen og så vil det faktisk også kunne forbedre din kondition, hvis du går i et rask tempo eller i kuperet terræn.

Gåture er også godt for dit psykiske velbefindende. Ved regelmæssig gang er der meget, som tyder på at gåture er godt for det mentale, og man bliver gladere af at gå. Ligeledes er det godt mod stress. Hvis dette ikke er grund nok til at gå noget mere, så læs med i denne artikel, hvor jeg vil give dig 10 gode grunde til at gå.

1. Motion på verdens nemmeste måde

Gåture er og bliver nok den nemmeste måde at komme ud og få motion på. Det kræver basalt set intet særligt udstyr. Det eneste du skal ”ofre” er din tid.

Selvfølgelig er der sko og tøj som er mere behageligt at gå i end andet, men mon ikke de fleste ligger inde med at joggingsæt og nogle løbesko/træningssko. Så det er bare med at få skiftet, og så udad døren og så er du i gang.

Ofte vil det for mange nok være nemmere at få skubbet på dig selv til at komme ud og gå end tur end måske at trække i træningstøjet og tage ned i fitness. Det skyldes nok i særdeleshed den lette ”tilgængelighed” der er til en gåtur.

Samtidig er en gåtur sjældent særlig krævende eller hård, og du kan nemt få gjort den til en del af din dagligdag ved at inkorporere det i din hverdagsrutine. Fx kan det være du alligevel sidder og venter på at din morgenkaffe bliver klar, så der kan du udnytte ventetiden at gå en lille morgentur.

2. Kom i god form

Vidste du at man faktisk godt kan lave intervaltræning ved gang? Hvis du holder et højt tempo når du går, så kan du relativt hurtigt komme i god form. Intervaltræning er generelt en rigtig god og effektiv måde at komme hurtigt i form på.

Hvis du ikke er bekendt med intervaltræning, så går det ud på at du skiftevis går langsomt og hurtigt. På denne måde får du jævnligt pulsen godt op under din træning, hvilket er det der på sigt gør at du kommer i bedre og bedre form.

For at holde styr på tiden vil jeg anbefale at du skaffer dig et smartwatch eller flere funktioner end blot at kunne vise hvad klokken er. Selv har jeg et Fitbite Lite Versa, hvilket har alt hvad jeg har behov for i forhold til træning. Der er stop-ur, tidstælling, vejr, forskellige træningsaktiviteter, gps, skridttæller, relaxing-funktion til noget mindfullness og meget mere. Du kan læse mere om uret ved at klikke her hvis du skulle være interesseret i det.

Desuden er gang godt for kroppens kredsløb, og du får brugt dine muskler mens du er ude og gå.

3. Gåture kan medføre vægttab

Uanset hvilken form for motion/fysisk aktivitet du laver, så forbrænder du kalorier. Hvis du samtidig ligger i kalorieunderskud eller blot forbrænder mere end du indtager, så vil du tabe dig.

Er du ikke typen som har lyst til at få meget sved på panden, ved fx løb, og ikke er til holdsport såsom foldbold eller håndbold, så kan du faktisk sagtens tabe dig ved at gå.
Hvis du går i et rask tempo (ca. 7 km/t eller hurtigere), så vil du hurtigt kunne forbrænde 300 kalorier i timen. Dette er dog helt individuelt da højde, vægt, alder og kalorieindtag spiller ind her.

Bente Klarund, fra Center for Inflammation og Metabolisme, fortæller at man forbrænder det antal kalorier man vejer, uanset om man lunter, spurter eller går 1 kilometer. Dvs. en kvinde på 70 kg vil forbrænde 70 kalorier hvis hun går 1 kilometer. 

Her er en artikel der svarer på spørgsmålet: Hvor meget skal man gå for at tabe sig?

4. Belast kroppen mindre end ved løb

Gang er ikke nær så krævende og belastende for kroppen, som løb er. Som udgangspunkt siger man at belastningen for kroppen er 3 gange så stor ved løb end ved gang.

Så hvis du ikke er vant til at løbe, eller måske slet ikke har lysten til det, så er det oplagt at gå en tur i stedet for. Ligeledes så tager det ikke ligeså lang tid for kroppen at restituere efter en gåtur, som det gør efter en løbetur.

Det er også langt oftere set at folk får løbeskader i forhold til antallet af folk der for skader ved at gå. Alene på den baggrund belaster du kroppen mindre ved gang end ved løb.

5. Gåture gør dig glad

Som nummer fem ud af de 10 gode grunde til at gå, er at det gør dig GLAD, og hvem vil ikke gerne det? Alle mennesker har en øv-dag en gang imellem, og her kan gåture også bruges til at få humøret bedre.

Det er bevist at kroppen udskiller endorfiner, når vi bevæger os/er aktive. Dette stof hjælper hjernen til at udskille positive stoffer til positiv tænkning og godt humør. Samtidig har endorfiner den virkning at det er smertelindrende. Så hvis du døjer med spændinger eller deciderede smerter, så kom ud og bevæg dig, så endorfinerne kan få frit løb i din krop og lindre dine smerter. Jo mere fysisk aktiv man er desto flere endorfiner udskilles der.

Derudover hjælper gåture på vores psykiske velbefindende. Er tankerne triste og grå, så vil det helt sikkert hjælpe at komme ud og få nogle andre indtryk og derved komme på andre tanker.

6. Få luftet tankerne

Hvis du er ude og gå alene er det en oplagt mulighed til at gå og fundere over hverdagen, og hvad der ellers måtte fylde i dit hoved. Få styr på dine tanker ved at komme ud i den friske luft, og du vil faktisk opnå en form for meditationslignende tilstand, når du går.

Hvis formålet med din gåtur er at få styr på tankerne, så gå i et stille, roligt og behageligt tempo. Her er formålet ikke at tabe dig eller komme i bedre form, men at falde til ro og få hovedet samt tankerne på rette køl igen.

Hvis man går i naturen med samme ensartede bevægelser, vil kroppen helt naturligt falde til ro og opmærksomheden vil vendes indad i dig selv, hvor du på den måde kan bearbejde dine tanker.

7. Motion uden udmattelse

For nogen kan det at svede, få pulsen rigtig højt op og føle sig udmattet være en ubehagelig tilstand. Hvis du er en af de personer, så gå i stedet for!

Det at gå er slet ikke lige så udmattende, som at løbe fx. Bevares – du kan også sagtens få pulsen op, sved på panden og få følelsen af udmattelse efter en gåtur, men det kræver som oftest at du går rigtig langt og/eller med et godt rask tempo.

I princippet kan du gå lige så langt, som du egentlig vil uden at du føler dig helt kvæstet og bare har brug for at hvile med det samme du kommer hjem. Ved gang som motionsform udsætter du ikke kroppen for fysisk hård aktivitet, og det er næsten helt uden omkostninger for din krop.

Ligeledes bliver man ikke ”overhælet” af træthed, hvilket kan være en mulig motivationsfaktor til at du kommer afsted ud og gå igen næste gang, uden det kræver de helt vilde overtalelsesevner fra dig.

8. Hyg dig mens du går

Har du svært ved at finde motivationen til at komme ud og gå en tur, fordi du ikke gider gå alene og fordi der ikke er nogen, som kan holde dig med selskab ved at gå med? Så fortvivl ej. De fleste af os er i dag så privilegerede, at vi ejer en telefon. Så tag den med i hånden, når du skal ud og gå.

Du kan fx ringe til en god ven/veninde, din kæreste, et familiemedlem eller hvis du har nogle praktisk ting du skal have styr på, så kan du få ordnet dette i samme omgang.

Hvis der ikke er nogen, som tager telefonen, så kan du fx høre en god lydbog eller podcast mens du er afsted, og på den måde blive underholdt. Så virker gåturen lige pludselig meget mere overskueligt, og lysten til at komme afsted næste gang vil måske være større.

9. Tag ud på din egen sightseeingtur

Hvis du er lidt af en oplevelsestype, så er gåture også lige sagen. Planlæg en hel dag, eller flere, hvor du tager et sted hen du aldrig har været før eller blot et sted du godt kunne tænke dig at udforske mere, og gå på din egen sightseeingtur.

Tag til en fremmed by, et nyt og ubekendt skovområde eller hvad du end kunne finde på, og lad benene vise dig vej. På den måde får du øjnene op for nye ting, du nok ikke ville opleve hvis du kørte i bil. En sightseeing på gå-ben kan gøre oplevelsen og indtrykkene fra et nyt sted meget mere intens, da du kan komme godt tæt på det hele.

Hvis du beslutter dig for at tage på sådan en tur, så husk at have lidt lækre snacks med. Du kan finde inspiration til nemme snacks ved at læse artiklen: 12 sunde snacks til turen.

10. Succes-oplevelse

Ejer du en mobil eller et ur med indbygget skridttæller, så kender du måske til følelsen af ”velvære”, når du sidst på aftenen tjekker hvor mange skridt du har fået ind på ”gå-kontoen” i dag.

Forskning viser faktisk at vi i gennemsnit går 1,5 kilometer ekstra hver eneste dag, hvis vi benytter os af en skridttæller. Hvis du har sat dig et mål om at du skal nå op på et bestemt antal skridt dagligt, så er det jo en belønning i sig selv, at man opnår sit mål. Gang er derfor utroligt let at registrere og holde styr på, du skal blot huske din mobil eller din skridttæller, og så gør den resten af arbejdet.

Så uanset hvor du går hen, så husk skridttælleren for alle skridt tæller, om end det er fra en planlagt gåtur eller det blot er fordi du skal ud i køkkenet og hente en kop kaffe, eller over til printeren på jobbet for at hente papir. Alt tæller.

11. Bonus - En ekstra god grund til at gå

Hvis de ovenstående 10 gode grunde til at gå, ikke er nok grund for dig, så kan det være at denne ene sidste grund kan være det der gør det for dig…

Vær social og få motion samtidig…

Har du en god ven/veninde, kæreste, familiemedlem eller andet som også godt kan lide og gå eller ønsker at komme i gang med at gå så tag vedkommende under armen og gå sammen.

På den måde kan I motivere hinanden, få snakket en hel del og være social på en og samme tid. Ofte vil man have en tendens til at gå længere, når man går sammen med andre fordi man netop snakker, hvormed samtalen kan ende med at tage en helt anden retning og så kan man snakke i en evighed.

Og det er da de færreste som bare slutter en samtale helt brat, men i stedet vil man lige gå lidt længere for at få snakket færdigt.

Share on facebook
Facebook
Share on pinterest
Pinterest

Helle

Hej, mit navn er Helle og jeg er uddannet autoriseret fysioterapeut. Derudover er jeg ivrig løber og elsker at bevæge mig generelt set. Deriblandt også at komme ud på spændende og hyggelige vandreture.

Recent Posts